Blogindlæg

AT LÆRE AT GANGE – ET FORLØB TIL 2.KLASSE

Så er det endelig ved at være tid til at introducere regnearten gange i min 2.klasse. Normalt bruger jeg de første uger efter jul på emnet, men i år kom der som bekendt en nedlukning i vejen, og jeg havde ikke mod på at introducere så vigtigt et emne via online-undervisningen. Derfor starter vi den første uge efter vinterferien med at introducere begrebet gange. Mange af eleverne har allerede en grad af forståelse af gange og det sker jævnligt, at elever stolte kommer og fortæller, at nu har de lært 5-tabellen eller 10-tabellen.

 

Selve arbejdet med tabellerne starter egentlig tidligt i form af talrækker – dog uden at eleverne ved, at de faktisk øver sig i gangetabellerne. Udfordringen ved tabel-indlæringen kan være, at eleverne blot lærer tabellerne som en remse – uden forståelse for begrebet gange. Hermed ikke sagt, at vi ikke øver tabellerne – det gør vi bestemt også, men det er helt grundlæggende for den videre udvikling af elevernes regnestrategier, at eleverne forstår, hvad gange betyder.

 

Som introduktion til regnearten gange lægger jeg derfor meget vægt på, at eleverne forstår gange som gentagen addition, dvs. at 3+3+3+3 er det samme som 3 x 4. Samtidig er det vigtigt, at eleverne i introfasen arbejder meget konkret fx med at lave bunker med centicubes (4 bunker med 3 i hver), så de får en konkret erfaring med at gange.

 

1. lektion

I første lektion starter vi med en klassesamtale om begrebet gange med fokus på elevernes forforståelse. Hvad ved eleverne allerede?

Derefter tager vi fat i helt konkrete gangestykker bl.a. 2 x 4. På tavlen laves visuelle illustrationer, der tydeligt viser, at 2 x 4 er det samme som 2 + 2 + 2 +2  eller 4 + 4.

 

Sammen med deres skuldermakker skal eleverne nu slå med to terninger, skrive gangestykket og det/de plusstykker, der passer til. I denne aktivitet vil der være stor forskel på, om eleverne bruger tabellerne, om de lægger tallene sammen, eller om de tæller øjne på terninger, hvilket er helt naturligt alt efter, hvor eleverne er i deres faglige udvikling.  Til denne aktivitet bruges dette opgaveark:

 

 

2. lektion

Repetition fra 1. lektion – igen med fokus på gange som gentagen addition. Vi laver i fællesskab et par eksempler på tavlen, inden eleverne selvstændigt arbejder med kopisiden Multiplikation 2, hvor eleverne arbejder videre med terninger og med et tydeligt fokus på sammenhængen mellem 2 + 2 + 2+ 2 og 2 x 4.

Lektionen afsluttes med et vendespil:

 

3. lektion

I denne lektion starter vi med at lave opgaven Gange med bier og blomster på tavlen. Vi skriver både 3 + 3 + 3 + 3 og 3 x 4, så eleverne fortsat trænes i denne sammenhæng. Efterfølgende skal eleverne sammen med deres skuldermakker lave siderne Gange med vinduer 6, 7 og 8. Arkene er rigtig gode, fordi det ikke på forhånd er givet, hvordan opgaven skal løses, og fordi der er plads til, at eleverne kan skrive både 3 + 3 + 3 og 3 x 3.

Siderne bruges desuden som evaluering til at give en indsigt i, om eleverne har opnået en forståelse for gange som gentagen addition.

 

4-5. lektion

Om fredagen har vi en dobbeltlektion, hvor vi arbejder med 4 forskellige aktiviteter. Hver gruppe har 15-20 minutter ved hver aktivitet, så alle grupper prøver alle fire aktiviteter, og vi er 2 voksne til at igangsætte aktiviteter og hjælpe undervejs.

 

  1. Spillet Gange med terninger 1 . Eleverne vælger selv, hvordan de regner, men de har både papir og flere terninger som mulige hjælpemidler.

  2. Aktiviteten “Træk et gangestykke”. Hvert makkerpar har en bunke med talkort. En elev trækker to talkort, siger gangestykket, og regner det ud. Derefter er det makkerens tur. Denne aktivitet giver god mulighed for differentiering, idet nogle makkerpar får talkort med tallene 0-5, mens andre har talkort med tallene 0-10.

  3. Makkerleg. Den ene slår med 2 terninger og siger gangestykket. Den anden siger det tilhørende plusstykke.

  4. Ballonleg. Eleverne skal sammen med deres makker holde en ballon i luften. Eleverne vælger en tabel – gerne 2, 5 og 10-tabellerne, som de fleste elever allerede kan, og hver gang ballonen rammes, siges det næste tal i tabellen. Hvis ballonen rører gulvet, skal de starte forfra.

 

Som afslutning på ugen får eleverne får udleveret hæftet Jeg øver multiplikation , hvor de kan arbejde videre – enten derhjemme eller som ekstra materiale i matematiktimerne i de kommende uger. Derudover vil vi i de kommende uger jævnligt lave forskellige aktiviteter fx ståtrold, banko, vendespil og LUDO, hvor gange er i fokus.

 

 

OM BLOGGEREN

Dette indlæg er skrevet af Anne Mette Schwab, der arbejder som matematiklærer i indskolingen og på mellemtrinnet på Grønhøjskolen i Randers Kommune. Anne Mette er uddannet matematikvejleder ved VIA i Århus.