Blogindlæg

Jeg arbejder med koordinatsystemet på 6. årgang, og jeg tager udgangspunkt i vores egne forløb hertil f.eks. Koordinatsystemet 1 Jeg oplever ved dette emne næsten altid, at eleverne finder det “kedeligt” og besværligt selv at skulle tegne koordinatsystemer – det der med at få lavet den korrekte inddeling af x- og y-aksen kan godt være lidt udfordrende. Derfor forsøger jeg at veksle mellem, at eleverne laver “opgaver” og praktiske aktiviteter. Nedenfor kan du læse om, hvordan jeg bruger de store koordinatmåtter i min undervisning. 

 

Koordinatmåtter

Jeg bruger Mattips egne koordinatmåtter, som jeg har haft i flere år. Jeg har 4 stk., og det passer fint til en årgang, der kan deles om dem. Der er som regel begejstring, når jeg ruller måtterne ud på gulvet, og eleverne kan fornemme, at de nu skal arbejde med “hele kroppen” og ikke med en stillesiddende opgave. Eleverne kan kravle rundt på måtterne og være flere om at arbejde på ét koordinatsystem. Jeg åbner tilsvarende et koordinatsystem på tavlen, så flere elever kan stå og tegne med tavletusser.

 

Du kan læse mere om koordinatmåtterne her: Webshop

 

 

 

Første gang, eleverne introduceres til måtten, lader jeg dem spille en form for “Vildkat”, så de får overblik over det store koordinatsystem. Eleverne får en brik med et koordinatsæt, og herefter gælder det om at finde koordinatsættet hurtigt. Du kan læse om aktiviteten her: Hvem finder først koordinatsættet

Spiludvikling i koordinatsystemet

Koordinatmåtterne kan bruges på et utal af måder og er god til at løse “almindelige” opgaver. Jeg har ladet eleverne bruge centicubes til at afsætte de forskellige punkter, når en opgave skal løses. Det har på den måde været let at flytte rundt på de forskellige koordinatsæt.

Den største succes og det største engagement ved eleverne, har jeg dog oplevet, de gange jeg har arbejdet med “Spiludvikling i koordinatsystemet”. Eleverne har i små grupper været med til at udvikle og udforske koordinatsystemerne og opfundet forskellige spil, der kan spilles på koordinatmåtterne. Eleverne har haft centicubes til rådighed og har derudover fået frit slag. Grupperne har efterfølgende spillet hinandens spil. Resultaterne af deres spiludvikling kan du se eksempler på her: Spil til koordinatsystem

 

 

 

Flytninger i koordinatsystemet

Når vi arbejder med flytninger i koordinatsystemerne, kan det være lidt svært for eleverne at overskue, hvordan de forskellige figurer enten skal drejes, parallelforskydes eller spejles. Jeg oplever især, at drejninger kan være udfordrende og abstrakt for nogle elever.

Jeg har i denne sammenhæng også brugt de store koordinatmåtter og ladet eleverne klippe forskellige figurer ud i karton, som de så har skulle dreje på måtten. Det giver eleverne en anden forståelse fysisk at sidde med figurerne, ligesom det er sjovt for dem at kravle rundt på måtterne og arbejde flere om én opgave.

Eleverne har placeret deres figurer på koordinatsystemet og noteret koordinatsættene for figurens hjørner. Herefter har de brugt snore til at angive, hvordan figurerne er blevet flyttet.

Jeg oplever, at det har virket mere motiverende for eleverne at arbejde på denne måde, da de ikke skal viske ud, når de “laver fejl”, men blot kan flytte figurerne tilbage til udgangspunktet og gøre et nyt forsøg.

Du kan læse mere om aktiviteten her: flytninger i koordinatsystem


Jeg håber, du har fået nogle ideer til, hvordan du kan arbejdet med koordinatsystemet i din undervisning 🙂

 

 

God fornøjelse!

Pia