Blogindlæg

OMKREDS OG AREAL I 2. KLASSE

Efter en periode med hjemmeundervisning og elevernes selvstændige arbejde med diverse portaler og selvstændige opgavekompendier (bl.a. hæfterne ​Jeg øver addition 2 ​samt​ Jeg øver subtraktion),​ skal min 2. klasse og jeg arbejde med omkreds og areal, når vi igen mødes på skolen.

 

Eleverne har ikke tidligere arbejdet med de to begreber, og det er derfor en vigtig del af forløbet, at eleverne opnår kendskab til begreberne med udgangspunkt i konkrete og praktiske aktiviteter.

 

Derfor er målene for forløbet:

  • at eleverne får konkrete erfaringer med begreberne areal og omkreds.

  • at eleverne kan beregne omkredsen af forskellige figurer ved at addere sidelængderne.

  • at eleverne kan finde arealet af firkanter og trekanter ved at tælle antal tern.

 

Som optakt til forløbet har eleverne derhjemme arbejdet med hæftet ​Jeg øver Måling ​samt opgaverne ​Mål ting hjemme ​og ​Mål ting i penalhuset​, så alle elever har helt styr på måling med lineal.

 

Indledningsvist skal vi i fællesskab snakke om, hvad begreberne kan betyde, og i hvilken sammenhæng begreberne indgår – både i matematikundervisningen, men i høj grad også i hverdagen. I den sammenhæng er det vigtigt at bringe elevernes forforståelse i spil – at lade eleverne fortælle, hvad de allerede ved om begreberne.

Essensen i denne fælles klassesamtale samt tilhørende illustrationer på tavlen er, at eleverne får præsenteret begreberne omkreds og areal, som begreber der kan være med til at beskrive forskellige figurers størrelse, men også som begreber, der er vigtige i hverdagens matematik – fx når man skal sætte hegn om en mark eller finde ud af, hvor langt der er rundt om en fodboldbane.

 

Ligeledes skal eleverne præsenteres for, hvordan man beregner omkreds (ved at addere sidelængderne) samt finder arealet af en figur (ved at tælle tern). I starten er det ved de fleste opgaver muligt for eleverne ligeledes at tælle sig frem til omkredsen, men det er min hensigt, at eleverne fra starten lærer at finde omkredsen ved at måle sidelængderne og derefter lægge tallene sammen.

 

Efter denne indledende fællessnak deles klassen i to, hvor eleverne i små grupper arbejder med en praktisk opgave tilknyttet enten omkreds eller areal. Undervejs bytter holdene, så alle elever arbejder med begge opgaver:

 

Opgave 1, fokus på begrebet omkreds:

Eleverne finder omkredsen af forskellige ting i klasseværelset eller i indskolingens fællesrum. ​

 

Opgave 2, fokus på begrebet areal:

Eleverne bygger figurer af centicubes ud fra givne krav – fx arealet skal være 5 cm​ – hvor mange forskellige figurer kan du lave? Eleverne tegner deres figurer på prikpapir.

 

Efter en fælles opsamling – igen med fokus på elevernes forståelse af samt erfaringer med begreberne – skal eleverne i samarbejde med deres skuldermakker arbejde med de tre opgaveark Figurer 1 , Figurer 2 ​, Figurer 3 På opgavearkene skal eleverne måle omkredsen, tælle sig frem til arealet af forskellige figurer samt tegne figurer med et givent areal. Som hjælp til den sidste opgavetype har eleverne centicubes til rådighed, så de har mulighed for at bygge forskellige figurer, inden de tegner. Dette kan være en hjælp for de elever, der har brug for en mere konkret tilgang til opgaverne eller til de elever, der gerne vil udfordre sig selv ved at bygge og tegne flere forskellige figurer.

 

Ugen afsluttes (som altid i min 2.klasse) med en dobbeltlektion, hvor vi arbejder med 4 forskellige værksteder. Det ene værksted er lærerstyret, og de tre andre er selvkørende, men med mulighed for hjælp og støtte fra klassens pædagog. Denne uge skal eleverne arbejde med følgende værksteder, der alle omhandler omkreds og/eller areal:

1)  makker-opgave: Eleverne skiftes til at trække et opgavekort – begge elever løser opgaven ​​(selvkørende) .

2)  arbejde med at tegne figurer, måle længder, finde omkreds og tælle areal i Geogebra (lærerstyret).

3)  lave opgaverne Areal og omkreds 1 Areal og omkreds 2 Areal og omkreds 3a
Areal og omkreds 3b (selvkørende).

4)  spille vendespil med areal (selvkørende) .

 

Dette forløb er tænkt som en kort introduktion til begreberne omkreds og areal. Senere på året skal vi arbejde mere med begreberne, og når eleverne har lært at gange, er det naturligvis også hensigten, at de skal lære at finde arealet ved at gange længde og bredde.

 

Jeg håber, at dette forløb kan være til inspiration for andre, og jeg er meget interesseret i at høre, hvordan andre har introduceret begreberne i indskolingen.

 

OM BLOGGEREN

Dette indlæg er skrevet af Anne Mette Schwab, der arbejder som matematiklærer i indskolingen og på mellemtrinnet på Grønhøjskolen i Randers Kommune. Anne Mette er uddannet matematikvejleder ved VIA i Århus.